Jesper Hansen
Kim Jesper Steen Hansen ses på Jyderup Realskole 1963-19661

Jesper Hansen administrerende direktør for Banedanmark 2013
Jesper Hansen er administrerende direktør for Banedanmark.
Foto: Jon Norddahl.

Han har stået i spidsen for virksomheden i en periode med store forandringer. Udfordringen var fra start at genoprette den danske jernbanes infrastruktur og stabilisere virksomhedens økonomistyring.
Banedanmark har netop for 7. gang aflagt regnskab uden anmærkninger, sporet er blevet genoprettet, og gennem bl.a. et tæt samarbejde i jernbanesektoren var rettidigheden i 2012 på højeste niveau siden årtusindskiftet.
I stort set hele sin karriere har Jesper Hansen arbejdet inden for transportsektoren, og han har mange års erfaring i at drive offentlige virksomheder. Han har søgt store udfordringer og steder, hvor der har været behov for forandring. Han har et klart blik for kundernes ønsker og behov i de virksomheder, han har været ansat i, og for den politiske dagsorden på området.
Efter endt økonomistudium fra Aarhus Universitet blev Jesper Hansen i 1979 ansat i DSB. Her var han bl.a. økonomichef, inden han i 1991 blev rederichef i DSB Rederi, som han stod i spidsen for frem til og i en tid efter, at rederiet blev omdannet til aktieselskabet DSB Rederi A/S - det senere Scandlines - i 1995. Efter en række andre direktørposter blev Jesper Hansen i 2000 direktør for Statens Bilinspektion, og han stod i spidsen for at gøre virksomheden mere serviceorienteret og stabilisere regnskabet, inden bilinspektionen blev gjort klar til privatisering.
Efter salget i 2005 til spanske Applus+ fortsatte Jesper Hansen et år som administrerende direktør i Applus Danmark A/S, hvorefter han tiltrådte som administrerende direktør for Banedanmark.
Jesper Hansen er en direktør, for hvem resultaterne tæller. Det gælder såvel i trafikken, hvor Banedanmark står i spidsen for jernbanesektorens tværgående rettidighedsarbejde, som i fritiden, hvor konkurrencegenet holdes i form med blandt andet løb.
Jesper Hansen er gift med konsulent Dorte Cohr Lützen, og sammen har de to voksne døtre2

Topdirektør måtte forlade Banedanmark på grund af signalprogrammet
Rigsrevisionen afslører i ny beretning, hvad transportminister hidtil har afvist at bekræfte: Problemerne med den store udskiftning af togsignalerne var en væsentlig årsag til, at adm. direktør Jesper Hansen stoppede i Banedanmark.
Både Transportministeriet og Banedanmark har hidtil afvist at bekræfte vedholdende forlydender om, at adm. direktør Jesper Hansens fratrædelse fra Banedanmark i efteråret 2015 var en konsekvens af problemerne i signalprogrammet. Men Rigsrevisionens nye beretning om signalprogrammet viser, at netop problemerne med projektet har spillet en rolle i bruddet.
»De stigende problemer i signalprogrammet var en væsentlig medvirkende faktor til, at det i november 2015 blev besluttet, at der i forbindelse med udløbet af Banedanmarks administrerende direktørs åremål i marts 2016 var behov for nye kompetencer i Banedanmark,« skriver Rigsrevisionen med henvisning til oplysninger fra Transportministeriet.
Rigsrevisionens beretning afslører også, at problemerne med signalprogrammet gjorde udskiftningen i toppen af Banedanmark så presserende, at indsættelsen af den nye adm. direktør, Per Jacobsen, blev fremskyndet.
»Den nye administrerende direktørs tiltrædelse blev fremrykket til medio februar 2016, bl.a. ud fra hensynet om at sikre ledelse af signalprogrammet,« skriver Rigsrevisionen.
Lukkethed siden 2015
Det er første gang, de oplysninger har set dagens lys. Da Folketingets transportudvalg stillede daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) spørgsmål om Jesper Hansen fratrædelse, oplyste ministeren alene, at »den tidligere administrerende direktør Jesper Hansen er fratrådt i forbindelse med udløb af sin åremålskontrakt«.
Meddelelsen om Jesper Hansens exit kom kort tid efter, at Banedanmark første gang fortalte Folketinget, at udskiftningen af jernbanesignalerne var forsinket. Samme måned opsagde Banedanmark økonomidirektør Søren Stahlfest Møller og signalprogrammets direktør Morten Søndergaard deres stillinger.
Børsen skrev dengang, at de tre fratrædelser ifølge avisens oplysninger hang sammen med problemerne i signalprogrammet. Det kunne Banedanmark imidlertid ikke bekræfte, og daværende kommunikationschef Karina Nelsing afviste, at der var nogen sammenhæng mellem de tre direktørstop.
Ingen formel påtale
Tilsvarende begrundede Banedanmark i en meget kortfattet meddelelse kun Jesper Hansens afsked med, at hans kontrakt udløb. Netop fordi Jesper Hansens kontrakt udløb, har der ikke været tale om en egentlig fyring.
Jesper Hansen har heller aldrig modtaget nogen formel påtale for sin rolle i sagen om signalproblemet, viser en nylig aktindsigt. Ingeniøren bad for få uger siden om aktindsigt i både Banedanmarks og Transportministeriets disciplinære reaktioner i form af advarsler eller fyringer til ansatte i chefstillinger, og her figurerede Jesper Hansens navn ikke på listen.
Ingeniøren har torsdag bedt Transportministeriet og Banedanmark om at bekræfte oplysningerne i Rigsrevisionens beretning. Og spurgt, hvorfor ingen af de to myndigheder har oplyst årsagen til Jesper Hansens fratrædelse på trods af spørgsmål fra både pressen og Folketinget.
Ingeniøren har endnu ikke modtaget svar fra Transportministeriet. Banedanmark henviser til ministeriet, som har ansvaret for at ansætte Banedanmarks adm. direktør3


Kilder:
Kilde 1: Jyderup Realskoles årsberetning 1963, 1964 samt klassebillede fra Carsten Schwartz og Asger Larsen's udsagn
Kilde 2: Berlingske, navne, 30. april 2013 (https://www.b.dk/foedselsdag/tilbage-paa-sporet)
Kilde 3: Ingeniøren af Steffen McGhie 27. jan 2017 (https://ing.dk/artikel/topdirektoer-maatte-forlade-banedanmark-paa-grund-signalprogrammet-192778)



Sidst opdateret 4. september 2017
©Jyderup Realskole